DEN MINDSTE AF ALLE.

En sommereftermiddag i 1992
Salvador Ricardo Aparicio har fire børn, otte børnebørn og fire oldebørn. Ansigtet er slidt, med en skygge af et lille overskæg, kroppen er snoet som en ledning, og stemmen og hænderne ryster. Hele sit liv har han arbejdet ved jernbanerne. Som ung spillede han med nummer 4 i Club Fortín, og i mere end 30 år har han været træner for de mindste børnehold på minibanen, der måler 7,5 gange 40 meter. Han har trænet hundredvis af drenge, heriblandt Rodrigo og Matías. Den ældste Messi var en hurtig og stærk centerforward. Den anden spillede i forsvaret. Bedstemor Celia fulgte dem til træning hver tirsdag og torsdag. Og en sommereftermiddag var Leo også med, fortæller Aparicio. '' Jeg manglede en spiller for at kunne stille holdet med spillere fra årgang '86. Jeg stod med trøjen i hånden og ventede på spilleren, mens de andre varmede op, men han dukkede ikke op. Istedet stod der en lille dreng, der sparkede bolden ind på tribunen. Jeg overvejede det lidt og tænkte, nå ja, hvorfor ikke.''
'' Jeg vidste ikke, om han kunne spille, men jeg gik over for at tale med bedstemoren, der var helt tosset med fodbold, og sagde til hende: 'Lad mig lige låne ham der.' Hun ville gerne se ham på banen. Hun havde bedt mig mange gange om at give ham lov til at vise, hvad han kunne. Hun fortalte også tit om den lille drengs evner.''
'' Moren eller tanten, jeg kan ikke huske hvem af dem, ville dog ikke have det: 'Han er meget lille, de andre er kæmpestore.' Nu blev bedstemoren også nervøs. For at berolige hende sagde jeg: 'Jeg placerer ham herude ved sidelinjen, hvor han ikke behøver at bevæge sig, og hvis de sparker til ham, afbryder jeg kampen og tager ham ud.''' Sådan lyder fortællingen, hvis man spørger Aparicio.
Messi-Cuccittini-familien har dog en anden version af, hvad der skete: ''Det var bedstemor Celia, der tvang træneren til at sætte ham på banen, da han manglede en spiller for at kunne stille hold. Træneren ville ikke, fordi han var for lille. Men bedstemor Celia blev ved: 'Sæt ham på banen, og du skal se, hvordan den lille dreng spiller.' Sagde hun til ham. 'Så lad da gå,' svarede Aparicio, 'men jeg sætter ham ude ved sidelinjen, så når han begynder at tude, skal du selv tage ham ud.'''
Hvordan historien fortsætter, er der til gengæld ingen uenighed om. Den gamle træner får ordet igen:
''Godt så ... jeg gav ham trøjen, og han tog den på. Den første aflevering kom ham til hans højre fod, han så bolden og ... gjorde intet.'' Don Apa, som han kaldes her i lokalområdet, rejser sig fra lænestolen og gengiver det overraskede ansigtsudtryk hos Messi, hvorefter han sætter sig og fortsætter. ''Han er venstrebenet, derfor kunne han ikke tæmme den. Den næste aflevering kom til hans venstreben, og han tæmmede den og driblede forbi den først, den næste og endnu en. Jeg råbte til ham: 'Skyd, skyd!' Jeg var nervøs for, at nogen skulle komme til at skade ham, men han fortsatte bare.''
''Jeg kan ikke huske, om han scorede, men jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg sagde til mig selv: 'Ham der tager jeg aldrig ud igen.' Og det gjorde jeg heller aldrig.'' Aparicio forsvinder ind i det andet værelse og kommer tilbage med en plasticpose. Han roder rundt i minder fra et langt liv. Til sidst finder han det foto, han leder efter. En grøn bane, et fodboldshold med drenge klædt i røde trøjer, og lige ved siden af en væsentlig yngre udgave af Aparicio står der den mindste af alle: De hvide shorts når ham næsten til anklerne, trøjen er alt for stor, blikket meget alvorligt, og benene snoede. Det er Lionel Messi. Han ligner en lille fugl, en loppe, som hans bror Rodrigo plejede at kalde ham.
'' Han er årgang '87 og spillede med dem fra '86. Han var den mindste og den yngste, men han skilte sig klart ud på banen. Og det til trods for at de gik hårdt til ham. Han var en anderledes spiller med overnaturlige færdigheder. Han er født til at spille fodbold. Når vi var på vej til en bane, kom folk strømmende til for at se ham. Når han fik bolden, var han forrygende. De kunne ikke stoppe ham. Han scorede fire-fem mål i hver kamp.''
''Mod Club Amanecer scorede han et mål, der lignede noget fra en reklamefilm. Jeg husker det tydeligt. Han driblede fordi alle modstanderme, også målmanden.''
''Han var en alvorlig dreng, der altid stod ved siden af sin bedstemor uden at sige et ord. Han brokkede sig aldrig. Hvis de sparkede ham ned, græd han af og til, men han rejste sig og fortsatte med at spille. Derfor forsvarer jeg ham altid og diskuterer med alle, der kalder ham en egoist, siger han ikke noget særligt, eller at han er grådig.'' Hans kone kalder på ham fra værelset ved siden af. Aparicio forsvinder og kommer tilbage for at genfortælle flere minder. Han leder forgæves efter en video med nogen af vidunderdrengens kampe. ''Jeg plejede at vise videoen til børnene for at vise dem, hvad man kan gøre med bloden ved fødderne.'' Han fortæller, at han tog hen for at besøge Messi, første gang han kom hjem fra Spanien. ''Jeg tog derhen om morgenen, og da jeg kom hjem, var klokken et om natten. Vi brugte hele dagen på at tale om, hvordan fodbold var derovre i Spanien.''
''Der var også engang, kvateret arrangerede en fest til ære for Lionel. De ville hædre ham med et navneskilt ved Grandoli-banen, men endte med, at han ikke kunne komme. Han ringede sent for at sige 'tak, men det må blive en anden dag.''' Der er ingen skuffelse at spore hos den gamle fodboldtræner. Tværtimod tager han med stor kærlighed om den lille splejs, han trænede for adskellige år siden. ''Da jeg så ham på tv score sit første mål i Barcelona-trøjen, begyndte jeg at græde. Min datter Genoveva, der var i værelset ved siden af, spurgte mig: 'Hvad sker der, far?' 'Ikke noget,' svarede jeg. 'Det er følelserne.''' Aparicio finder en perle mere i plasticposen. Endnu et billed af den lille, lyse dreng i en alt for stor trøje og med alt for korte ben. I hånden har han et trofæ, det første han vandt. Trofæet er næsten større end ham. Messi er endnu ikke fyldt 5 år. På Grandolis bane begynder han at få smag for mål og succes. Han er endda så heldig, at i sit andet år får sin far som træner. Jorge siger ja til klubbens tilbud og får ansvaret for drengene fra årgang '87. De spiller i en af de mange turneringer i byen og vinder alle deres kampe. ''Jamen, vi vandt det hele. Det hele. Mesterskabet, turneringer, venskabskampe,'' husker Jorge Messi, mere med farens end trænerens stolthed. Ud over foldbold er der skolen. Messi går på skole nummer 66 i Las Heras på Buenos Aires gaden. Han bliver fulgt i skale af enten sin mor, sin tante Marcela eller Silvia Arellano, der er mor til hans bedste veninde, Cintia. De skyder genvej hen over markerne eller langs fodboldsbanerne ved de militære barakker ved kommunikationsbataljon 121. Det tager godt 10 minutter for dem at gå hen til skolen. Messi plejede at løbe rundt ved det store træ efter papir- eller plasticbolde. For ham er de allerbedste minder fra de år netop kampene med en hvilken som helst genstand, der fandt vej til hans fødder. han indrømmer gerne, at han ikke brød sig om at gå i skole og lave lektier. Det bekræfter Mónica Dómina, hans klasselærer fra 1. til 3. klasse: ''Nej, Leo klarede sig ikke så godt i klassen, men det, han lavede var på et acceptabelt niveau. I starten havde han svært ved at læse, så jeg rådede hans mor til at tage ham til en talepædagog. I andre forbedrede han sig lidt efter lidt, selv om han aldrig nåede flotter resultater.''
''Han var en stille dreng, sød og genert, en af de mest generte elever, jeg har mødt i hele min tid som lærer. Hvis du ikke henvendte dig til ham, sad han uden at sige et ord bagest i klassen.''
''De andre børn kæmpede om at få ham til at spille på deres hold i skolens fodboldturneringer. Han var selvfølgelig god. Han vandt ofte trofæer og medajler, men jeg hørte ham aldrig prale med at spille godt eller score mål.''