Kort fortalt.
Lionel Andrés Messi (født 24. juni 1987) er en argentinsk fodboldspiller, der spiller for FC Barcelona og Argentinas fodboldslandshold. Han startede i sin fars klub Grandoli, som 5-årig og var kun 13 år da han blev opdaget af FC Barcelonas fodboldskole LA MASIA. 1. maj 2005 blev han den yngste målscorer for FC Barcelona nogensinde. Messi har (pr. juni 2010) spillet 44 kampe og scoret 13 mål for det argentinske landshold og blev blandt andet udtaget til landets trup til VM i 2006. Som spiller i FC Barcelona har han været med til at vinde det spanske mesterskab og Champions League. I 2007 blev han nomineret til FIFA World Player of the Year sammen med Cristiano og Ronaldo og Kaká, men måtte tage til takke med en 2. plads, slået af Kaka. Ved 2008-afstemningen blev han ligeledes nr. 2. Han blev nomineret til FIFA World Player of the Year igen i 2009 og denne gang vandt han. I 2009 vandt han også France Footballs Ballon d'Or. I 2010 var han nomineret til Fifa Ballon d'Or sammen med sine holdkammerater Iniesta og Xavi, han endte med dog at vinde for andet år i træk. Han er blevet sammelignet med legenden Diego Maradona, der selv har udtalt at Messi er den spiller der ligner ham mest rent fodboldmæssigt.
Titler.
Spanske mesterskab: [4] 2004/2005, 2005/2006, 2008/2009, 2009/2010 med FC Barcelona
UEFA Champions League: [3] 2005/2006, 2008/2009, 2010/2011 med FC Barcelona
Spanske Pokalturnering: [1] 2008/2009 med FC Barcelona
Spansk Supercup: [4] 2005, 2006, 2009, 2010 med FC Barcelona
UEFA Super Cup: [1] 2009 med FC Barcelona
VM for klubhold: [1] 2009 med FC Barcelona
VM U/20: [1] 2005 med Argentinas U/20-fodboldlandshold
De Olympiske Lege: [1] 2008 med Argentinas fodboldlandshold
Kilder.
1. Da Messi var barn havde han en sygdom så han ikke kunne vokse. Lægerne mente at han aldrig blev fodboldspiller eftersom hans familie ikke havde penge til den dyre medicin. FC Barcelonas bestyrelse tilbød Messi en konkrakt, hvor han fik medicinen med. FC Barcelona.cat: ''Meteoric rise in three years''
2. FC Barcelona.dk: ''Kaká vandt FIFA World Player foran Messi og Cristiano''
3. ''FIFA World Player of the Year - Men's votes by player'', FIFA.com, Fédération Internationale de Football Association, 12. january 2009. Besøgt 5.marts 2009
Personlige data.
Fulde navn: Lionel Andrés Messi
Fødselsdato: 24. juni 1987 (24 år)
Fødested: Rosario, Argentina
Højde: 169 cm
Kælenavn(e): Leo, La Pulga, La Pulga Atómica, Messidona, ''El Messias''
Position: Midtbane/angriber/kant
Klubinformation.
Nuværende: FC Barcelona
Nummer: 10
Ungdomshold.
1995-2000: Newell's Old Boys
2000-2004: FC Barcelona B
Seniorhold(1).
Årrække Klub Kmp (Mål)*
2004- FC Barcelona 153 (98)
Landshold(2).
2005- Argentina 62 (17)
1. Klubber som senior med optrædener og scoringer.
2. Nationale landsholdoptrædener og scoringer.
*. Antal kampe spillet (Antal mål scoret).
Lionel Andrés Messi
torsdag den 13. oktober 2011
Her begynder historien om Lionel Messi, tredje barn af Messi-Cuccittini-familien, klokken seks en vintermorgen.
Samtale med Celia, Messis mor
Den 24. juni 1987, kommer Celia ind på fødeafdelingen på Garibaldi-hospitalet. Hendes andre sønner - Rodrigo på 7 år og Matías på 5 år - bliver hjemme hos deres bedstemor, mens Jorge følger Celia til hospitalet. Efter to drenge ville han hellere have haft en pige, men kromosomerne diktere altså, at de skal have endnu en dreng. Graviditeten er gået fint, men i de sidste timer opstår der problemer. Gynækologens diagnose lyder på akut trussel for fosteret, så det er nødvendigt at sætte fødslen i gang for at undgå permanente skader på barnet. Jorge husker stadig frygten i de timer. Angsten, han følte, da lægen fortalte ham, at han ville bruge pincetter, hans bøn om, at han ville gøre alt for at undgå de pincetter, der, som det tilfældet med mange forældre, skræmte ham på grund af alle de historier, han havde hørt om deformiteter og skader på barnet. Det ender dog med, at pincetterne ikke er nødvendige. Få minutter før klokken seks om morgen bliver Lionel Andrés Messi født. Han vejer 3 kilo og måler 47 centimeter. Han er rød i hovedet som en tomat, det ene øre er helt foldet sammen på grund af anstrengelserne under fødslen; en abnormitet, der dog forsvinder i løbet af de første timer, ligesom hos de fleste nyfødte. Efter forskrækkelsen kommer lykken: Den nyankomne er en anelse lyserød, men sund. Lionel ankommer til hjemmet i Las Heras-kvarteret den 26. juni, hvor mor og søn bliver udskrevet fra det italienske hospital. Et halvt år senere kan man se Lionel i familiealbummet, med buttede kinder og et stort smil på sine forældres seng kældt i små blå bukser og en hvid T-shirt. 10 måneder gammel begynder han at følge efter sine ældre brødre. Og han har sit første uheld. Han går ud af huset, måske for at lege med de andre børn på gaden, der endnu ikke er asfalteret, og hvor der derfor sjældent kommer biler. han bliver ramt af en cykel. Han skriger af gråd, og folk fra huset kommer løbende ud på gaden. I første omgang ser det ikke ud til at være noget særligt, bare en forskrækkelse. Men om natten fortsætter han med at græde, og hans venstre arm er hævet. De tager ham på hospitalet. Der er brud på underarmsknoglen, og han skal have armen i gips. I løbet af få uger er han klar igen, og kort efter fejrer han sin første fødselsdag. Onklerne vil allerede nu overbevise ham om, hvilket hold der skal være hans favorithold, så de forærer ham en fodboldstrøje fra Newell's Old Boys. Men det er for tidligt til at vække hans interesse. Som 3-årig foretrækker Messi at lege med billedkort og langt mindre bolde - marmorkugler. Han vinder massevis af dem fra sine legekammerater, og hans taske er altid fyldt med kuglerne. I børnehaven er der altid tid til at lege med det runde legetøj. Til sin 4-års fødselsdag får han en hvid bold med røde diamanter af sine forældre. Måske er det på det tidspunkt, den skæbnesvangre tiltrækning begynder. Indtil hun en dag overrasket alle. Hans far og bror spiller på gaden, og Messi beslutter sig for at være med. For første gang. Ved mange andre lejligheder har han foretrukket at vinde marmorkugler, men ikke denne gang. ''Vi var forbløffede, da vi så, hvad han kunne,'' fortæller Jorge. '' Han havde aldrig spillet før.''
DEN MINDSTE AF ALLE.
En sommereftermiddag i 1992
Salvador Ricardo Aparicio har fire børn, otte børnebørn og fire oldebørn. Ansigtet er slidt, med en skygge af et lille overskæg, kroppen er snoet som en ledning, og stemmen og hænderne ryster. Hele sit liv har han arbejdet ved jernbanerne. Som ung spillede han med nummer 4 i Club Fortín, og i mere end 30 år har han været træner for de mindste børnehold på minibanen, der måler 7,5 gange 40 meter. Han har trænet hundredvis af drenge, heriblandt Rodrigo og Matías. Den ældste Messi var en hurtig og stærk centerforward. Den anden spillede i forsvaret. Bedstemor Celia fulgte dem til træning hver tirsdag og torsdag. Og en sommereftermiddag var Leo også med, fortæller Aparicio. '' Jeg manglede en spiller for at kunne stille holdet med spillere fra årgang '86. Jeg stod med trøjen i hånden og ventede på spilleren, mens de andre varmede op, men han dukkede ikke op. Istedet stod der en lille dreng, der sparkede bolden ind på tribunen. Jeg overvejede det lidt og tænkte, nå ja, hvorfor ikke.''
'' Jeg vidste ikke, om han kunne spille, men jeg gik over for at tale med bedstemoren, der var helt tosset med fodbold, og sagde til hende: 'Lad mig lige låne ham der.' Hun ville gerne se ham på banen. Hun havde bedt mig mange gange om at give ham lov til at vise, hvad han kunne. Hun fortalte også tit om den lille drengs evner.''
'' Moren eller tanten, jeg kan ikke huske hvem af dem, ville dog ikke have det: 'Han er meget lille, de andre er kæmpestore.' Nu blev bedstemoren også nervøs. For at berolige hende sagde jeg: 'Jeg placerer ham herude ved sidelinjen, hvor han ikke behøver at bevæge sig, og hvis de sparker til ham, afbryder jeg kampen og tager ham ud.''' Sådan lyder fortællingen, hvis man spørger Aparicio.
Messi-Cuccittini-familien har dog en anden version af, hvad der skete: ''Det var bedstemor Celia, der tvang træneren til at sætte ham på banen, da han manglede en spiller for at kunne stille hold. Træneren ville ikke, fordi han var for lille. Men bedstemor Celia blev ved: 'Sæt ham på banen, og du skal se, hvordan den lille dreng spiller.' Sagde hun til ham. 'Så lad da gå,' svarede Aparicio, 'men jeg sætter ham ude ved sidelinjen, så når han begynder at tude, skal du selv tage ham ud.'''
Hvordan historien fortsætter, er der til gengæld ingen uenighed om. Den gamle træner får ordet igen:
''Godt så ... jeg gav ham trøjen, og han tog den på. Den første aflevering kom ham til hans højre fod, han så bolden og ... gjorde intet.'' Don Apa, som han kaldes her i lokalområdet, rejser sig fra lænestolen og gengiver det overraskede ansigtsudtryk hos Messi, hvorefter han sætter sig og fortsætter. ''Han er venstrebenet, derfor kunne han ikke tæmme den. Den næste aflevering kom til hans venstreben, og han tæmmede den og driblede forbi den først, den næste og endnu en. Jeg råbte til ham: 'Skyd, skyd!' Jeg var nervøs for, at nogen skulle komme til at skade ham, men han fortsatte bare.''
''Jeg kan ikke huske, om han scorede, men jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg sagde til mig selv: 'Ham der tager jeg aldrig ud igen.' Og det gjorde jeg heller aldrig.'' Aparicio forsvinder ind i det andet værelse og kommer tilbage med en plasticpose. Han roder rundt i minder fra et langt liv. Til sidst finder han det foto, han leder efter. En grøn bane, et fodboldshold med drenge klædt i røde trøjer, og lige ved siden af en væsentlig yngre udgave af Aparicio står der den mindste af alle: De hvide shorts når ham næsten til anklerne, trøjen er alt for stor, blikket meget alvorligt, og benene snoede. Det er Lionel Messi. Han ligner en lille fugl, en loppe, som hans bror Rodrigo plejede at kalde ham.
'' Han er årgang '87 og spillede med dem fra '86. Han var den mindste og den yngste, men han skilte sig klart ud på banen. Og det til trods for at de gik hårdt til ham. Han var en anderledes spiller med overnaturlige færdigheder. Han er født til at spille fodbold. Når vi var på vej til en bane, kom folk strømmende til for at se ham. Når han fik bolden, var han forrygende. De kunne ikke stoppe ham. Han scorede fire-fem mål i hver kamp.''
''Mod Club Amanecer scorede han et mål, der lignede noget fra en reklamefilm. Jeg husker det tydeligt. Han driblede fordi alle modstanderme, også målmanden.''
''Han var en alvorlig dreng, der altid stod ved siden af sin bedstemor uden at sige et ord. Han brokkede sig aldrig. Hvis de sparkede ham ned, græd han af og til, men han rejste sig og fortsatte med at spille. Derfor forsvarer jeg ham altid og diskuterer med alle, der kalder ham en egoist, siger han ikke noget særligt, eller at han er grådig.'' Hans kone kalder på ham fra værelset ved siden af. Aparicio forsvinder og kommer tilbage for at genfortælle flere minder. Han leder forgæves efter en video med nogen af vidunderdrengens kampe. ''Jeg plejede at vise videoen til børnene for at vise dem, hvad man kan gøre med bloden ved fødderne.'' Han fortæller, at han tog hen for at besøge Messi, første gang han kom hjem fra Spanien. ''Jeg tog derhen om morgenen, og da jeg kom hjem, var klokken et om natten. Vi brugte hele dagen på at tale om, hvordan fodbold var derovre i Spanien.''
''Der var også engang, kvateret arrangerede en fest til ære for Lionel. De ville hædre ham med et navneskilt ved Grandoli-banen, men endte med, at han ikke kunne komme. Han ringede sent for at sige 'tak, men det må blive en anden dag.''' Der er ingen skuffelse at spore hos den gamle fodboldtræner. Tværtimod tager han med stor kærlighed om den lille splejs, han trænede for adskellige år siden. ''Da jeg så ham på tv score sit første mål i Barcelona-trøjen, begyndte jeg at græde. Min datter Genoveva, der var i værelset ved siden af, spurgte mig: 'Hvad sker der, far?' 'Ikke noget,' svarede jeg. 'Det er følelserne.''' Aparicio finder en perle mere i plasticposen. Endnu et billed af den lille, lyse dreng i en alt for stor trøje og med alt for korte ben. I hånden har han et trofæ, det første han vandt. Trofæet er næsten større end ham. Messi er endnu ikke fyldt 5 år. På Grandolis bane begynder han at få smag for mål og succes. Han er endda så heldig, at i sit andet år får sin far som træner. Jorge siger ja til klubbens tilbud og får ansvaret for drengene fra årgang '87. De spiller i en af de mange turneringer i byen og vinder alle deres kampe. ''Jamen, vi vandt det hele. Det hele. Mesterskabet, turneringer, venskabskampe,'' husker Jorge Messi, mere med farens end trænerens stolthed. Ud over foldbold er der skolen. Messi går på skole nummer 66 i Las Heras på Buenos Aires gaden. Han bliver fulgt i skale af enten sin mor, sin tante Marcela eller Silvia Arellano, der er mor til hans bedste veninde, Cintia. De skyder genvej hen over markerne eller langs fodboldsbanerne ved de militære barakker ved kommunikationsbataljon 121. Det tager godt 10 minutter for dem at gå hen til skolen. Messi plejede at løbe rundt ved det store træ efter papir- eller plasticbolde. For ham er de allerbedste minder fra de år netop kampene med en hvilken som helst genstand, der fandt vej til hans fødder. han indrømmer gerne, at han ikke brød sig om at gå i skole og lave lektier. Det bekræfter Mónica Dómina, hans klasselærer fra 1. til 3. klasse: ''Nej, Leo klarede sig ikke så godt i klassen, men det, han lavede var på et acceptabelt niveau. I starten havde han svært ved at læse, så jeg rådede hans mor til at tage ham til en talepædagog. I andre forbedrede han sig lidt efter lidt, selv om han aldrig nåede flotter resultater.''
''Han var en stille dreng, sød og genert, en af de mest generte elever, jeg har mødt i hele min tid som lærer. Hvis du ikke henvendte dig til ham, sad han uden at sige et ord bagest i klassen.''
''De andre børn kæmpede om at få ham til at spille på deres hold i skolens fodboldturneringer. Han var selvfølgelig god. Han vandt ofte trofæer og medajler, men jeg hørte ham aldrig prale med at spille godt eller score mål.''
Salvador Ricardo Aparicio har fire børn, otte børnebørn og fire oldebørn. Ansigtet er slidt, med en skygge af et lille overskæg, kroppen er snoet som en ledning, og stemmen og hænderne ryster. Hele sit liv har han arbejdet ved jernbanerne. Som ung spillede han med nummer 4 i Club Fortín, og i mere end 30 år har han været træner for de mindste børnehold på minibanen, der måler 7,5 gange 40 meter. Han har trænet hundredvis af drenge, heriblandt Rodrigo og Matías. Den ældste Messi var en hurtig og stærk centerforward. Den anden spillede i forsvaret. Bedstemor Celia fulgte dem til træning hver tirsdag og torsdag. Og en sommereftermiddag var Leo også med, fortæller Aparicio. '' Jeg manglede en spiller for at kunne stille holdet med spillere fra årgang '86. Jeg stod med trøjen i hånden og ventede på spilleren, mens de andre varmede op, men han dukkede ikke op. Istedet stod der en lille dreng, der sparkede bolden ind på tribunen. Jeg overvejede det lidt og tænkte, nå ja, hvorfor ikke.''
'' Jeg vidste ikke, om han kunne spille, men jeg gik over for at tale med bedstemoren, der var helt tosset med fodbold, og sagde til hende: 'Lad mig lige låne ham der.' Hun ville gerne se ham på banen. Hun havde bedt mig mange gange om at give ham lov til at vise, hvad han kunne. Hun fortalte også tit om den lille drengs evner.''
'' Moren eller tanten, jeg kan ikke huske hvem af dem, ville dog ikke have det: 'Han er meget lille, de andre er kæmpestore.' Nu blev bedstemoren også nervøs. For at berolige hende sagde jeg: 'Jeg placerer ham herude ved sidelinjen, hvor han ikke behøver at bevæge sig, og hvis de sparker til ham, afbryder jeg kampen og tager ham ud.''' Sådan lyder fortællingen, hvis man spørger Aparicio.
Messi-Cuccittini-familien har dog en anden version af, hvad der skete: ''Det var bedstemor Celia, der tvang træneren til at sætte ham på banen, da han manglede en spiller for at kunne stille hold. Træneren ville ikke, fordi han var for lille. Men bedstemor Celia blev ved: 'Sæt ham på banen, og du skal se, hvordan den lille dreng spiller.' Sagde hun til ham. 'Så lad da gå,' svarede Aparicio, 'men jeg sætter ham ude ved sidelinjen, så når han begynder at tude, skal du selv tage ham ud.'''
Hvordan historien fortsætter, er der til gengæld ingen uenighed om. Den gamle træner får ordet igen:
''Godt så ... jeg gav ham trøjen, og han tog den på. Den første aflevering kom ham til hans højre fod, han så bolden og ... gjorde intet.'' Don Apa, som han kaldes her i lokalområdet, rejser sig fra lænestolen og gengiver det overraskede ansigtsudtryk hos Messi, hvorefter han sætter sig og fortsætter. ''Han er venstrebenet, derfor kunne han ikke tæmme den. Den næste aflevering kom til hans venstreben, og han tæmmede den og driblede forbi den først, den næste og endnu en. Jeg råbte til ham: 'Skyd, skyd!' Jeg var nervøs for, at nogen skulle komme til at skade ham, men han fortsatte bare.''
''Jeg kan ikke huske, om han scorede, men jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg sagde til mig selv: 'Ham der tager jeg aldrig ud igen.' Og det gjorde jeg heller aldrig.'' Aparicio forsvinder ind i det andet værelse og kommer tilbage med en plasticpose. Han roder rundt i minder fra et langt liv. Til sidst finder han det foto, han leder efter. En grøn bane, et fodboldshold med drenge klædt i røde trøjer, og lige ved siden af en væsentlig yngre udgave af Aparicio står der den mindste af alle: De hvide shorts når ham næsten til anklerne, trøjen er alt for stor, blikket meget alvorligt, og benene snoede. Det er Lionel Messi. Han ligner en lille fugl, en loppe, som hans bror Rodrigo plejede at kalde ham.
'' Han er årgang '87 og spillede med dem fra '86. Han var den mindste og den yngste, men han skilte sig klart ud på banen. Og det til trods for at de gik hårdt til ham. Han var en anderledes spiller med overnaturlige færdigheder. Han er født til at spille fodbold. Når vi var på vej til en bane, kom folk strømmende til for at se ham. Når han fik bolden, var han forrygende. De kunne ikke stoppe ham. Han scorede fire-fem mål i hver kamp.''
''Mod Club Amanecer scorede han et mål, der lignede noget fra en reklamefilm. Jeg husker det tydeligt. Han driblede fordi alle modstanderme, også målmanden.''
''Han var en alvorlig dreng, der altid stod ved siden af sin bedstemor uden at sige et ord. Han brokkede sig aldrig. Hvis de sparkede ham ned, græd han af og til, men han rejste sig og fortsatte med at spille. Derfor forsvarer jeg ham altid og diskuterer med alle, der kalder ham en egoist, siger han ikke noget særligt, eller at han er grådig.'' Hans kone kalder på ham fra værelset ved siden af. Aparicio forsvinder og kommer tilbage for at genfortælle flere minder. Han leder forgæves efter en video med nogen af vidunderdrengens kampe. ''Jeg plejede at vise videoen til børnene for at vise dem, hvad man kan gøre med bloden ved fødderne.'' Han fortæller, at han tog hen for at besøge Messi, første gang han kom hjem fra Spanien. ''Jeg tog derhen om morgenen, og da jeg kom hjem, var klokken et om natten. Vi brugte hele dagen på at tale om, hvordan fodbold var derovre i Spanien.''
''Der var også engang, kvateret arrangerede en fest til ære for Lionel. De ville hædre ham med et navneskilt ved Grandoli-banen, men endte med, at han ikke kunne komme. Han ringede sent for at sige 'tak, men det må blive en anden dag.''' Der er ingen skuffelse at spore hos den gamle fodboldtræner. Tværtimod tager han med stor kærlighed om den lille splejs, han trænede for adskellige år siden. ''Da jeg så ham på tv score sit første mål i Barcelona-trøjen, begyndte jeg at græde. Min datter Genoveva, der var i værelset ved siden af, spurgte mig: 'Hvad sker der, far?' 'Ikke noget,' svarede jeg. 'Det er følelserne.''' Aparicio finder en perle mere i plasticposen. Endnu et billed af den lille, lyse dreng i en alt for stor trøje og med alt for korte ben. I hånden har han et trofæ, det første han vandt. Trofæet er næsten større end ham. Messi er endnu ikke fyldt 5 år. På Grandolis bane begynder han at få smag for mål og succes. Han er endda så heldig, at i sit andet år får sin far som træner. Jorge siger ja til klubbens tilbud og får ansvaret for drengene fra årgang '87. De spiller i en af de mange turneringer i byen og vinder alle deres kampe. ''Jamen, vi vandt det hele. Det hele. Mesterskabet, turneringer, venskabskampe,'' husker Jorge Messi, mere med farens end trænerens stolthed. Ud over foldbold er der skolen. Messi går på skole nummer 66 i Las Heras på Buenos Aires gaden. Han bliver fulgt i skale af enten sin mor, sin tante Marcela eller Silvia Arellano, der er mor til hans bedste veninde, Cintia. De skyder genvej hen over markerne eller langs fodboldsbanerne ved de militære barakker ved kommunikationsbataljon 121. Det tager godt 10 minutter for dem at gå hen til skolen. Messi plejede at løbe rundt ved det store træ efter papir- eller plasticbolde. For ham er de allerbedste minder fra de år netop kampene med en hvilken som helst genstand, der fandt vej til hans fødder. han indrømmer gerne, at han ikke brød sig om at gå i skole og lave lektier. Det bekræfter Mónica Dómina, hans klasselærer fra 1. til 3. klasse: ''Nej, Leo klarede sig ikke så godt i klassen, men det, han lavede var på et acceptabelt niveau. I starten havde han svært ved at læse, så jeg rådede hans mor til at tage ham til en talepædagog. I andre forbedrede han sig lidt efter lidt, selv om han aldrig nåede flotter resultater.''
''Han var en stille dreng, sød og genert, en af de mest generte elever, jeg har mødt i hele min tid som lærer. Hvis du ikke henvendte dig til ham, sad han uden at sige et ord bagest i klassen.''
''De andre børn kæmpede om at få ham til at spille på deres hold i skolens fodboldturneringer. Han var selvfølgelig god. Han vandt ofte trofæer og medajler, men jeg hørte ham aldrig prale med at spille godt eller score mål.''
DEN SAMME SOM ALTID.
Samtale med barndomsveninden Cintia
Cintia og Leo har altid været venner.
''Vores mødre var gravide op omtrent samme tid,'' fortæller Cintia, mens hendes mor Silvia nikker bekræftende. ''Vi gik ud og handlede sammen, og vi talte om vores børns fremtid. Vi var gode venner,'' siger Silvia. Hun sætter et glas vand på bordet og trækker sig tilbage, så hendes ældste datter, der nu er 24 år, kan fortælle. Cintia gik i vuggestue, børnehave og skole med Messi. De fulgtes altid til og fra skolen og til fødselsdage, fester og kampe.
Hvordan var Lionel, da han var lille?
''Han var en genert dreng, og han sagde ikke ret meget. Han gjorde sig kun bemærket, når han spillede fodbold. Jeg kan huske et frikvarter i skolegården, hvor anførerne, der skulle vælge spillerne, kom op og skændes, fordi de alle sammen ville have Leo på deres hold, fordi han scorede så mange mål. Med ham på holdet var de sikre på at vinde. Fodbold har altid været hans lidenskab. Han gik tit glip af en fødselsdagsfest, fordi han skulle spille kamp eller træne.''
Hvordan var han i skolen?
''Vi kaldte ham Mini, fordi han var den mindste af os. Han kunne ikke lide sprog eller matematik. Han var god til idræt og billedkunst.''
Det siges, at du hjal ham ...
''Ja, nogle gange ... Til prøverne sad han bag mig, og hvis han var i tvivl, spurgte han mig. Når læreren kiggede væk, gav jeg ham min lineal og mit viskelæder med svarene. Og om eftermiddagen lavede vi lektier sammen.''
Senere, i 7. klasse, skiltes jeres veje, da Messi rejste til Barcelona.
''Vi græd hele den sommereftermiddag, da han og hans familie tog til Spanien. Jeg kunne ikke fatte, at jeg mistede min bedste ven. Når vi talte sammen i telefon, blev det meget følelsesladet, og det var mit indtryk, at det var meget hårdt for ham at bo helt derovre i Europa. Men da han kom tilbage, talte vi sammen, og det gik op for mig, at for ham var det en meget vigtig oplevelse, det modnede ham meget. For hans familie var det så hårdt, at hans mor Celia og han søster María Sol tog tilbage. Han fortalte mig, at han kunne tilpasse sig, fordi der var drenge på hans alder, der spillede fodbold. Og for ham var det det afgørende. Han ville være fodboldspiller, og det havde han opnået.''
Cintia rejser sig og vender tilbage med en mappe fyldt med fotos og avisudklip. Der er de begge to som babyer. Messi med en sut i munden og en blå hagesmæk. Cintia har små rottehaler og sidder med en ble på. Bag dem er en stor dukke klædt som en brud. På klassebilledet fra børnehaven i 1992 er de i deres blå skoleuniformer. På et andet billed er de klædt ud til karneval, han med en politihjelm og et falsk overskæg, hun med makeup, store briller og en hvid kjole. Og efter en masse avisudklip. ''Den nye Maradona'', Venter på Messias'', ''Hvilken planet kommer du fra?'' og overskrifter fra juli 2005, hvor Argentina vandt verdensmesterskabet for U20-landhold. ''Jeg arrangerede festen her i kvarteret. Vi bad alle naboerne om penge, så vi kunne købe konfetti, kanonslag og maling. Vi skrev 'Leo, nationens stolthed' med hvide bogstaver på jorden, og vi hængte et banner op på hans gade, hvor der stod 'Velkommen verdensmester.' Han skulle været kommet klokken et om natten, hele kvarteret ventede på ham, det var vinter, der var en bidende kulde, og han kom ikke. Nogle folk blev trætte og gik hjem.''
''Vi ventede til klokken fem om morgenen, hvor en hvid bil kom kørende ind på gaden med hornet i bund. På det tidspunkt var alle tv-kameraerne tændt. Folk begyndte at skrige, de kastede med kanonslag, slog løs på trommer og råbte: 'Leo er kommet! Leo er kommet!' Han var udmattet. Han havde ikke forventet sådan en modtagelse, men han blev virkelig glad.''
Endnu flere avisudklip og billeder af Leo samt nogle barske sider fyldt med kritik efter kampen mellem Argentina og Tyskland ved VM 2006 sammen med billedet af Messi, der sidder alene på bænken. ''De sagde, han var impulsiv, at han ikke tilpassede sig. Det slog ham helt ud. Men sådan var det ikke. Kun dem, der kender ham, forstår, hvad han føler. Når han ikke gør det så godt, er Leo lidt af en enspænder, han trækker sig tilbage og ind i sig selv. Sådan var han endda sammen med mig af og til. Det var som at trække blod ud af en sten, når jeg skulle finde ud af, hvad der foregik inde i ham. Men for mig er Leo frem for alt et smil.''
Og han har ikke ændret sig?
''Nej, over for mig er han den samme som altid, genert og stille. Han er den samme Leo, jeg voksede op sammen med. Den eneste forskel er, at når hab kom før i tiden, tog han sin cykel og kørte gennem byen. Nu tager han bilen, fordi folk ikke vil lade ham være i fred. Han kan ikke fatte det hysteri, han fremkalder. Folk, han kender fra sit barndomskvarter, tager nu billeder af ham, og pigerne venter ude foran hans dør for at sige hej til ham. Drengene vil være som ham.''
''Jeg bliver overrasket og forbløffet, når jeg hører, hvad de råber, når han spiller i Spanien eller for det Argentinske landshold. Så når nogen spørger mig om ham, plejer jeg at holde min mund. Jeg vil ikke have, at de tror, jeg løber med sladder eller prøver at fremhæve mig selv. Nej for mig er Leo en ydmyg ven for livet, der stadig ikke har fattet, at han er så berømt.''
RØDT OG SORT.
Den 21. marts 1994
''Jeg ville ønske, jeg snart kunne tage til Argentina og se fodbold derovre. Jeg vil se en kamp med Boca eller River.''
''Eller Newell's,'' tilføjer Lionel Messi med lav stemme. Messi forpasser ikke en eneste mulighed for at bekræfte sin lidenskab for holdet i rødt og sort. Selv i en samtale med den tidligere anfører for Real Madrid ved en offentlig begivenhed ender han med at nævne det hold, han elsker. Det er, hvad man kunne forvente. Kærligheden til Newell's ligger til familien. Hans far Jorge, spillede på holdet fra han var 13 år, og indtil han skulle aftjene sin værnepligt. Han var midtbanespiller med et godt blik for spillet, mere defensiv, men han nåede aldrig at blive professionel. Rodrigo kom på deres fodboldskole, da han var 7 år, og Matías fuglte i hans fodspor. Messi kommer direkte fra Grandoli i begyndelsen af 1994. Klubbens talentspejdere har hørt om ham. De har bedt hans brødre om at tage ham med for at finde ud af, om han virkelig er så fantastisk. På den måde ender den yngste Messi-bror med at spille otte kampe på lige så mange forskillige pladser i minipitrækkerne i løbet af næsten en måned, om eftermiddagen og om aften. Det er en intensiv test, hvor han ikke svigter. Trænerne for Newell's anser ham for at være et fænomen, og de foreslår, at han bliver optaget på fodboldakademiet Malvinas, hvor de mindste spillere bliver trænet. Han er endnu ikke fyldt 7 år. Lederne af klubben er nødt til at tale med forældrene, men tilsynladende er der ikke noget problem fra familiens side. ''Faren kom og sagde til mig: 'Jeg tager ham med til Newell's,''' husker Salvador Aparicio, den gamle træner i Grandoli. ''Hvad kunne jeg sige til ham? Okay ... Tag ham med.'' Og således bliver Lionel Andrés Messi den 21. marts 1994 indskrevet med medlemsnummer 992.312 i Club Atlético Newell's Old Boys. Men der går seks år, seks ungdomsrækker og næsten 500 mål, før Messi får æren af at optræde i den lokale presse La Capital, for første gang. Lille Messi fangede mediernes opmærksomhed, blandt andet på grund af sine tricks med bolden. Under træning og før kampene jonglerede han med bolden på fødderne, uden at den nogensinde rørte jorden. Det var noget, selv klubbens direktører lagde så meget mærke til at han flere gange i løbet af kort tid blev sat til at underholde publikum i pausen af førsteholdets kampe. I højtalerne meddelte de, at nu kom drengen Messi , og ham kom ned fra tribunen og stillede sig i midtercirklen, hvor han lavede sine tryllerier med bolden. Det var et syn, som mange af 'de spadalske' stadig husker. Det er det første minde, de har om drengen, der en dag skulle blive kendt som Lionel Messi. ''Han var fantastisk,'' husker Ernesto Vecchio, den gamle hjælpetræner i Newell's, mens han står i sit værksted blandt gamle amerikanerbiler. ''Han havde blik for spillet, han var hurtig på de første mester, han kunne tæmme bolden og afleverede perfekt til sine medspillere, men frem for alt kunne han udradere modstanderne. Engang spillede vi på Malvinas-stadionet, hvor målmanden gav bolden til ham nede ved feltet, og han driblede hele vejen op til modstandernes mål og scorede en fantastisk mål. Man behøvede ikke lære ham noget som helst. Hvad kan man lære en spiller som Maradona eller Pelé? Det eneste, træneren skal gøre, er at rette nogle småting.'' Vecchino var træner for Messi, fra han var 9 til 11 år, og han har mange minder fra de to år. Eksempelvis Balcarce-turneringen, hvor Newell's årgang '87 vandt foran hold som Boca, Independiente og San Lorenzo. Lautaro Formica, der var forsvarsspiller på holdet, hævder, at de aldrig havde noget at lave i forsvaret: ''Bolden nåede aldtig ned til os. Jeg kan huske, at Rodas og Messi i fællesskab knuste modstanderne. Når Messi havde bolden, opgav modstanderne nærmest at gøre noget. Nogle gange kedede vi os ret meget nede i forsvaret.'' Gustavo Ariel Rodas, også kaldet Billy, var holdets anden stjerne og Messis modsætning. Eller i hvert fald beviset på, at naturtalent ikke er en garanti for succes. Billy, der er årgang '86, var en offensiv midtbanespiller med en imponerende teknik. Han er også fra Rosario, født i et lille hus i et slumkvarter. Som 14-årig var han reserve på Newell's førstehold og havde fået sit første barn. Inden han var fyldt 16 år, havde han fået sin debut i 1.division, og alle spåede ham en stor fremtid. I dag har han to børn, han skal forsørge, men er fortabt. '' Det sker med mange spillere, der kommer fra slumkvartererne, fra fattigdom,'' fortæller Vecchio. ''Fodbolden hjælper dem ud af elendigheden, men senere, hvis det ikke kører for dem, vender de tilbage til slummen og ender i et misbrug af alkohol og stoffer. Den afgørende forskel er uddannelse. Hvad angår Leo, så har han en far og en mor, der har fulgt ham og hjulpet ham til at blive den, han er. jeg tror meget på familliens betydning for en fodboldspillers succes.'' Ernesto Vecchio har stadig tid til at fortælle en sidste anekdote, den bedste af dem alle: ''Vi spillede mod Torito, en klub fra vores turnering. Leo var syg, og jeg ville ikke tvinge ham til at spille, så jeg holdte ham ude på bænken. Det var kun få minutter til slutfløjtet, og vi var bagud 1-0, så gik jeg over til Leo og sagde: 'Har du lyst til at spille?' Han sagde ja. Han varmede op, og lige inden han skulle ind, råbte jeg til ham: 'Vind kampen for mig!' Og det gjorde han så. I løbet af fem minutter lavede han to mål og sikrede os sejren.'' Der var ikke noget usædvanligt i det, efter 'Loppen' scorede omkring 100 mål per sæson fordelt på mesterskaber, turneringer og venskabskampe. I 2000 er det sidste gang, den 13-årige Messi spiller i drengerækken med Maskinen fra '87 under ledelse af Adrián Coria. De vinder på Bella Vista Stadion, hvor førsteholdet træner. Det er så dette tidspunkt, to uger før afrejsen til Barcelona, at La Capital trykker det første interwiew på to sider med ''Lionel Andrés Messi, en lille 'spedalsk', der kan det hele.'' Artiklens indledning lyder: ''Han spiller i drengerækken og er holdets spilfordeler. Han er ikke blot en af de mest lovende 'spedalske' drenge, han har også en stor fremtid foran sig, fordi han på trods af sin højde kan drible forbi én, forbi to, finte alle forsvarsspillerne og score mål. Men frem for alt har han det sjovt med bolden.''
Derefter følger en lang række spørgsmål. Her er nogle af hans svar.
Idoler: Min far og min gudfar, Claudio.
Yndlingsspiller: Min bror og min fætter.
Yndlingshold: Newell's
Hobby: Lytte til musik.
Yndlingsbog: Bibelen.
Yndlingsfilm: Baby's Day Out.
Et studie: Idrætslærer.
Et mål på kort sigt: At blive færdig med skolen.
Et mål på lang sigt: At spille på førsteholdet.
Bedste øjeblik: Da vi vandt ligaen for drengehold.
Værste øjeblik: Da min bedstemor døde.
En drøm: At spille på Newell's førstehold.
Et minde: Bedstemor 1. gang tog mig med til en fodboldskamp.
Ydmyghed: Det bør man aldrig miste som menneske.
Hvad betyder Newell's i dit liv?: ALT, det er det største.
''Jeg ville ønske, jeg snart kunne tage til Argentina og se fodbold derovre. Jeg vil se en kamp med Boca eller River.''
''Eller Newell's,'' tilføjer Lionel Messi med lav stemme. Messi forpasser ikke en eneste mulighed for at bekræfte sin lidenskab for holdet i rødt og sort. Selv i en samtale med den tidligere anfører for Real Madrid ved en offentlig begivenhed ender han med at nævne det hold, han elsker. Det er, hvad man kunne forvente. Kærligheden til Newell's ligger til familien. Hans far Jorge, spillede på holdet fra han var 13 år, og indtil han skulle aftjene sin værnepligt. Han var midtbanespiller med et godt blik for spillet, mere defensiv, men han nåede aldrig at blive professionel. Rodrigo kom på deres fodboldskole, da han var 7 år, og Matías fuglte i hans fodspor. Messi kommer direkte fra Grandoli i begyndelsen af 1994. Klubbens talentspejdere har hørt om ham. De har bedt hans brødre om at tage ham med for at finde ud af, om han virkelig er så fantastisk. På den måde ender den yngste Messi-bror med at spille otte kampe på lige så mange forskillige pladser i minipitrækkerne i løbet af næsten en måned, om eftermiddagen og om aften. Det er en intensiv test, hvor han ikke svigter. Trænerne for Newell's anser ham for at være et fænomen, og de foreslår, at han bliver optaget på fodboldakademiet Malvinas, hvor de mindste spillere bliver trænet. Han er endnu ikke fyldt 7 år. Lederne af klubben er nødt til at tale med forældrene, men tilsynladende er der ikke noget problem fra familiens side. ''Faren kom og sagde til mig: 'Jeg tager ham med til Newell's,''' husker Salvador Aparicio, den gamle træner i Grandoli. ''Hvad kunne jeg sige til ham? Okay ... Tag ham med.'' Og således bliver Lionel Andrés Messi den 21. marts 1994 indskrevet med medlemsnummer 992.312 i Club Atlético Newell's Old Boys. Men der går seks år, seks ungdomsrækker og næsten 500 mål, før Messi får æren af at optræde i den lokale presse La Capital, for første gang. Lille Messi fangede mediernes opmærksomhed, blandt andet på grund af sine tricks med bolden. Under træning og før kampene jonglerede han med bolden på fødderne, uden at den nogensinde rørte jorden. Det var noget, selv klubbens direktører lagde så meget mærke til at han flere gange i løbet af kort tid blev sat til at underholde publikum i pausen af førsteholdets kampe. I højtalerne meddelte de, at nu kom drengen Messi , og ham kom ned fra tribunen og stillede sig i midtercirklen, hvor han lavede sine tryllerier med bolden. Det var et syn, som mange af 'de spadalske' stadig husker. Det er det første minde, de har om drengen, der en dag skulle blive kendt som Lionel Messi. ''Han var fantastisk,'' husker Ernesto Vecchio, den gamle hjælpetræner i Newell's, mens han står i sit værksted blandt gamle amerikanerbiler. ''Han havde blik for spillet, han var hurtig på de første mester, han kunne tæmme bolden og afleverede perfekt til sine medspillere, men frem for alt kunne han udradere modstanderne. Engang spillede vi på Malvinas-stadionet, hvor målmanden gav bolden til ham nede ved feltet, og han driblede hele vejen op til modstandernes mål og scorede en fantastisk mål. Man behøvede ikke lære ham noget som helst. Hvad kan man lære en spiller som Maradona eller Pelé? Det eneste, træneren skal gøre, er at rette nogle småting.'' Vecchino var træner for Messi, fra han var 9 til 11 år, og han har mange minder fra de to år. Eksempelvis Balcarce-turneringen, hvor Newell's årgang '87 vandt foran hold som Boca, Independiente og San Lorenzo. Lautaro Formica, der var forsvarsspiller på holdet, hævder, at de aldrig havde noget at lave i forsvaret: ''Bolden nåede aldtig ned til os. Jeg kan huske, at Rodas og Messi i fællesskab knuste modstanderne. Når Messi havde bolden, opgav modstanderne nærmest at gøre noget. Nogle gange kedede vi os ret meget nede i forsvaret.'' Gustavo Ariel Rodas, også kaldet Billy, var holdets anden stjerne og Messis modsætning. Eller i hvert fald beviset på, at naturtalent ikke er en garanti for succes. Billy, der er årgang '86, var en offensiv midtbanespiller med en imponerende teknik. Han er også fra Rosario, født i et lille hus i et slumkvarter. Som 14-årig var han reserve på Newell's førstehold og havde fået sit første barn. Inden han var fyldt 16 år, havde han fået sin debut i 1.division, og alle spåede ham en stor fremtid. I dag har han to børn, han skal forsørge, men er fortabt. '' Det sker med mange spillere, der kommer fra slumkvartererne, fra fattigdom,'' fortæller Vecchio. ''Fodbolden hjælper dem ud af elendigheden, men senere, hvis det ikke kører for dem, vender de tilbage til slummen og ender i et misbrug af alkohol og stoffer. Den afgørende forskel er uddannelse. Hvad angår Leo, så har han en far og en mor, der har fulgt ham og hjulpet ham til at blive den, han er. jeg tror meget på familliens betydning for en fodboldspillers succes.'' Ernesto Vecchio har stadig tid til at fortælle en sidste anekdote, den bedste af dem alle: ''Vi spillede mod Torito, en klub fra vores turnering. Leo var syg, og jeg ville ikke tvinge ham til at spille, så jeg holdte ham ude på bænken. Det var kun få minutter til slutfløjtet, og vi var bagud 1-0, så gik jeg over til Leo og sagde: 'Har du lyst til at spille?' Han sagde ja. Han varmede op, og lige inden han skulle ind, råbte jeg til ham: 'Vind kampen for mig!' Og det gjorde han så. I løbet af fem minutter lavede han to mål og sikrede os sejren.'' Der var ikke noget usædvanligt i det, efter 'Loppen' scorede omkring 100 mål per sæson fordelt på mesterskaber, turneringer og venskabskampe. I 2000 er det sidste gang, den 13-årige Messi spiller i drengerækken med Maskinen fra '87 under ledelse af Adrián Coria. De vinder på Bella Vista Stadion, hvor førsteholdet træner. Det er så dette tidspunkt, to uger før afrejsen til Barcelona, at La Capital trykker det første interwiew på to sider med ''Lionel Andrés Messi, en lille 'spedalsk', der kan det hele.'' Artiklens indledning lyder: ''Han spiller i drengerækken og er holdets spilfordeler. Han er ikke blot en af de mest lovende 'spedalske' drenge, han har også en stor fremtid foran sig, fordi han på trods af sin højde kan drible forbi én, forbi to, finte alle forsvarsspillerne og score mål. Men frem for alt har han det sjovt med bolden.''
Derefter følger en lang række spørgsmål. Her er nogle af hans svar.
Idoler: Min far og min gudfar, Claudio.
Yndlingsspiller: Min bror og min fætter.
Yndlingshold: Newell's
Hobby: Lytte til musik.
Yndlingsbog: Bibelen.
Yndlingsfilm: Baby's Day Out.
Et studie: Idrætslærer.
Et mål på kort sigt: At blive færdig med skolen.
Et mål på lang sigt: At spille på førsteholdet.
Bedste øjeblik: Da vi vandt ligaen for drengehold.
Værste øjeblik: Da min bedstemor døde.
En drøm: At spille på Newell's førstehold.
Et minde: Bedstemor 1. gang tog mig med til en fodboldskamp.
Ydmyghed: Det bør man aldrig miste som menneske.
Hvad betyder Newell's i dit liv?: ALT, det er det største.
Abonner på:
Opslag (Atom)