DEN SAMME SOM ALTID.

 

Samtale med barndomsveninden Cintia

 

Cintia og Leo har altid været venner.

''Vores mødre var gravide op omtrent samme tid,'' fortæller Cintia, mens hendes mor Silvia nikker bekræftende. ''Vi gik ud og handlede sammen, og vi talte om vores børns fremtid. Vi var gode venner,'' siger Silvia. Hun sætter et glas vand på bordet og trækker sig tilbage, så hendes ældste datter, der nu er 24 år, kan fortælle. Cintia gik i vuggestue, børnehave og skole med Messi. De fulgtes altid til og fra skolen og til fødselsdage, fester og kampe.

Hvordan var Lionel, da han var lille?

''Han var en genert dreng, og han sagde ikke ret meget. Han gjorde sig kun bemærket, når han spillede fodbold. Jeg kan huske et frikvarter i skolegården, hvor anførerne, der skulle vælge spillerne, kom op og skændes, fordi de alle sammen ville have Leo på deres hold, fordi han scorede så mange mål. Med ham på holdet var de sikre på at vinde. Fodbold har altid været hans lidenskab. Han gik tit glip af en fødselsdagsfest, fordi han skulle spille kamp eller træne.''

Hvordan var han i skolen?
''Vi kaldte ham Mini, fordi han var den mindste af os. Han kunne ikke lide sprog eller matematik. Han var god til idræt og billedkunst.''

Det siges, at du hjal ham ...
''Ja, nogle gange ... Til prøverne sad han bag mig, og hvis han var i tvivl, spurgte han mig. Når læreren kiggede væk, gav jeg ham min lineal og mit viskelæder med svarene. Og om eftermiddagen lavede vi lektier sammen.''

Senere, i 7. klasse, skiltes jeres veje, da Messi rejste til Barcelona.
''Vi græd hele den sommereftermiddag, da han og hans familie tog til Spanien. Jeg kunne ikke fatte, at jeg mistede min bedste ven. Når vi talte sammen i telefon, blev det meget følelsesladet, og det var mit indtryk, at det var meget hårdt for ham at bo helt derovre i Europa. Men da han kom tilbage, talte vi sammen, og det gik op for mig, at for ham var det en meget vigtig oplevelse, det modnede ham meget. For hans familie var det så hårdt, at hans mor Celia og han søster María Sol tog tilbage. Han fortalte mig, at han kunne tilpasse sig, fordi der var drenge på hans alder, der spillede fodbold. Og for ham var det det afgørende. Han ville være fodboldspiller, og det havde han opnået.''
Cintia rejser sig og vender tilbage med en mappe fyldt med fotos og avisudklip. Der er de begge to som babyer. Messi med en sut i munden og en blå hagesmæk. Cintia har små rottehaler og sidder med en ble på. Bag dem er en stor dukke klædt som en brud. På klassebilledet fra børnehaven i 1992 er de i deres blå skoleuniformer. På et andet billed er de klædt ud til karneval, han med en politihjelm og et falsk overskæg, hun med makeup, store briller og en hvid kjole. Og efter en masse avisudklip. ''Den nye Maradona'', Venter på Messias'', ''Hvilken planet kommer du fra?'' og overskrifter fra juli 2005, hvor Argentina vandt verdensmesterskabet for U20-landhold. ''Jeg arrangerede festen her i kvarteret. Vi bad alle naboerne om penge, så vi kunne købe konfetti, kanonslag og maling. Vi skrev 'Leo, nationens stolthed' med hvide bogstaver på jorden, og vi hængte et banner op på hans gade, hvor der stod 'Velkommen verdensmester.' Han skulle været kommet klokken et om natten, hele kvarteret ventede på ham, det var vinter, der var en bidende kulde, og han kom ikke. Nogle folk blev trætte og gik hjem.''
''Vi ventede til klokken fem om morgenen, hvor en hvid bil kom kørende ind på gaden med hornet i bund. På det tidspunkt var alle tv-kameraerne tændt. Folk begyndte at skrige, de kastede med kanonslag, slog løs på trommer og råbte: 'Leo er kommet! Leo er kommet!' Han var udmattet. Han havde ikke forventet sådan en modtagelse, men han blev virkelig glad.''
Endnu flere avisudklip og billeder af Leo samt nogle barske sider fyldt med kritik efter kampen mellem Argentina og Tyskland ved VM 2006 sammen med billedet af Messi, der sidder alene på bænken. ''De sagde, han var impulsiv, at han ikke tilpassede sig. Det slog ham helt ud. Men sådan var det ikke. Kun dem, der kender ham, forstår, hvad han føler. Når han ikke gør det så godt, er Leo lidt af en enspænder, han trækker sig tilbage og ind i sig selv. Sådan var han endda sammen med mig af og til. Det var som at trække blod ud af en sten, når jeg skulle finde ud af, hvad der foregik inde i ham. Men for mig er Leo frem for alt et smil.''

Og han har ikke ændret sig?
''Nej, over for mig er han den samme som altid, genert og stille. Han er den samme Leo, jeg voksede op sammen med. Den eneste forskel er, at når hab kom før i tiden, tog han sin cykel og kørte gennem byen. Nu tager han bilen, fordi folk ikke vil lade ham være i fred. Han kan ikke fatte det hysteri, han fremkalder. Folk, han kender fra sit barndomskvarter, tager nu billeder af ham, og pigerne venter ude foran hans dør for at sige hej til ham. Drengene vil være som ham.''
''Jeg bliver overrasket og forbløffet, når jeg hører, hvad de råber, når han spiller i Spanien eller for det Argentinske landshold. Så når nogen spørger mig om ham, plejer jeg at holde min mund. Jeg vil ikke have, at de tror, jeg løber med sladder eller prøver at fremhæve mig selv. Nej for mig er Leo en ydmyg ven for livet, der stadig ikke har fattet, at han er så berømt.''